Om identiet

Er livet en forvandlingsproces – og kontrol en illusion?

Af forfatter Sten Jacobsen

Vil du læse noveller om identitet – pudsige fortællinger om indviklede menneskers udvikling? 

Identitet er det centrale tema i flere af mine novellesamlinger. Den menneskelige identitet ser jeg som tæt forbundet med de fascinerende og dybdepsykologiske forvandlingsprocesser vi mennesker kan gennemleve.

Vi kan have konflikter på det ubevidste plan, som ingen af os egentlig er klar over. Det er derfor vi i relationer kan bevæge os fra aggression og afstandtagen til modsætningen: forståelse og kærlighed.

Det menneskelige sind er underfundigt og spændende. Vi gider ikke at gå i konflikt med personer, der er ligegyldige for os, dem vender vi bare ryggen til og fortsætter med det, vi var i gang med. Men mennesker vi er gale på eller bange for, eller måske fascinerede af, kan vi ikke bare slippe. 

Identitet er noget vi skal udfordre – om vi vil det eller ej

I mit forfatterskab forsøger jeg altid gennem mine karakterer – at udfordre oplevelsen af identiteten hos mine læsere (og mig selv). Det gør jeg ved at udsætte mine karakterer for kræfter, de ikke forstår. Hvad sker der med din identitet, hvis du forvandler dig til et dyr?

Jeg bruger også levende dukker, til at illustrere det dybe ukendte i os selv. De kommer til live som en del af de forsvarsmekanismer og projektioner ingen af os kan sige os fri for. Vi lever med et forsvar. Især, når vores virkelighed ikke lever op til idealet. 

Vi lever og overlever ved hjælp af idealer, projektioner, og opbygning af en egen-verden og virkelighed. Der skaber vi bevidst som ubevidst en virkelighed – som vi nu synes, at den skal tage sig ud. Det er jo det, vi alle gør.

Derfor bruger jeg ofte de uforløste psykologiske problemer vi slæber rundt på, som temaer i noveller. Jeg er fascineret af situationer, hvor mennesker nærmer sig nogle af alle de uløste problemer, som vi undgår at forholde os til ved selektivt at vælge vores virkelighed

Identitet og kontrol

Man kan sige, at identitet i høj grad handler om kontrol. Hvor er vores identitet, hvis vi ikke har kontrol. Det er derfor, at alle mine noveller handler om, at ingen af os har styr på noget som helst.

Selvfølgelig lever vi velordnede liv, men denne velordnede normalitet kan brydes ned så let som ingenting, og vi har behov for fortrængning i vores forsøg på at genoprette forestillingen om en normalitet på ny.

Det velordnede dækker over tilværelsens fundamentale grumhed. Individuelt og kollektivt bærer vi alle rundt på vildfarelser, som vi bruger til at bygge os selv op og skabe ideen om en tryg verden. Men dybest set ved vi godt, at vi famler i blinde.

Deraf titlen på min novellesamling: Blind trappe, hvor vægten ligger på den individuelle vildfarelse. Novellernes handlinger er styret fra dybderne i vores sind, hvor vi kun sjældent har adgang. 

Identitet og venskab

Identitet er dybt forbundet med venskab. I venskab søger vi både det velkendte og det fremmede. De fleste venskaber er komplementære og gennem disse søger vi – særlig i puberteten og i de unge år – at opdage og forme os selv og vores identitet

Identitet og døden 

Vi kan ikke lide at folk dør. Helt unaturligt er det at dø blevet en egoistisk og uopdragen handling. Den henleder vores opmærksomhed på noget, som vi endnu levende ikke ønsker at tænke på.

Vi har jo svært ved at tale om døden, og det gør fænomenet oplagt at bruge i fortællinger, som mange forfattere gør.

NB! Det er muligt at læse udvalgte noveller, lige nu → Læs gratis

Vil du købe novellesamlinger? 

Få et hurtigt overblik over alle udgivelser og novellesamlinger her → Køb bøgerne