Absurdisme i litteratur

Af forfatter Sten Jacobsen

Hvad er litterær absurdisme?

Litterær absurdisme er en litterær genre, der udfordrer vores traditionelle opfattelse af, hvordan verden fungerer. Gængse normer vendes på hovedet eller naturlovene brydes. Derved skabes forvirring og uforudsigelighed.

Absurdismen har en forkærlighed for de situationer, hvor vores irrationelle drifter tager over. Der har vi mennesker ikke styr på ret meget. Desorienteringen hersker. Og mennesker misforstår hinanden. Derfor er absurde tekster ofte satiriske og fyldt med ironi.

Teksterne underliggøres, som man siger. Og der eksperimenteres med situationer, man kunne kalde hvad nu hvis? Hvad nu hvis dukker var levende, eller man vågnede og var forvandlet til en bille som i Franz Kafkas novelle Forvandlingen? Hvad nu hvis man blev anklaget, men ikke kunne få at vide, hvad man var anklaget for, som i Franz Kafkas roman Processen?

I denne artikel vil jeg prøve at give en forståelse af absurdismen og dens historie. Jeg vil give nogle eksempler på vigtige værker inden for den absurde tradition. Og jeg vil prøve at forklare, hvordan absurdismen i disse værker forsøger at udfordre vores dagligdags forståelse af tilværelsen.

Jeg vil også redegøre for nogle forskellige centrale traditioner inden for absurdismen. Og endelig vil jeg prøve at vise, at den absurde genre har rødder langt tilbage i litteraturhistorien. 

Den litterære absurdisme historisk set

Betegnelsen absurdisme forbindes i litteraturen normalt med det absurde teater. Det opstod efter 2. verdenskrig og var på mode i 50’erne og 60’erne. Man afskaffede det naturalistiske teaters virkelighedstro dagligstue. I stedet var teaterrummet ofte nøgent, uvirkeligt og med et minimum af installationer.

Dertil kom den ofte forvrøvlede dialog og de fantastiske elementer. I Samuel Becketts Vi venter på Godot, venter to vagabondtyper forgæves på en person ved navn Godot. Publikum må forstå, at den Godot, de venter på, i virkeligheden er livets mening. En mening, vi mennesker ikke kan lade være med at have et illusorisk håb om at nå.

I Fernando Arrabals Fando og Lis er et ungt par forhåbningsfuldt på vej til Tar. De ved hverken, hvad Tar er eller vejen dertil. Publikum forstår, at det er skønne spildte bestræbelser. Samtidig består Fando og Lis’ kærlighedsforhold af lige dele ømhed og aggression.

Men det er jo sådan, vi i virkeligheden behandler hinanden, ikke? I Eugène Ionescos Næsehornet forvandles alle byens borgere ubønhørligt til næsehorn, undtagen en eneste stakkels (og normal) afviger. Afvigelsen er normal og det normale er afvigende.

I Max Frischs Biedermann og brandstifterne installerer brandstifteren tønder med brændstof og tændsatser for næsen af bedsteborgeren. Imens er byen hærget af påsatte brande. Han tør, som folk er flest, ikke se virkeligheden i øjnene.

I de to første eksempler kritiseres vores tilværelsesillusioner. I de to sidste eksempler er der tale om klar politisk satire. Vi ligger alle under for vrangforestillinger og totalitære fristelser. Og vi har det tit som strudsen, når den bliver udsat for fare.

Vi stikker hovedet i busken i stedet for at indse det indlysende. Det er ikke rart at få sine illusioner ødelagt. Så hellere gå som lemminger i afgrunden. 

Læs mere her: det absurde teater

Det filosofiske grundlag for absurdismen

Den litterære absurdisme forbindes ofte med eksistentialismen. Den opstod i kølvandet på 2. verdenskrig. I den franske eksistentialisme er livet uden mening. Meningen i livet må den enkelte selv finde.

Derfor er følelsen af eksistentiel fortvivlelse gennemgående. De store figurer i den franske eksistentialisme var Jean Poul Sartre og Albert Camus. Det absurde teaters epicenter var Paris. Og derfor kom denne illusionsløse opfattelse af tilværelsen til at gennemsyre det absurde teater.

Tabet af mening er dog ældre en eksistentialismen.  Meningstabet kom med moderniteten og sekulariseringen, som langsomt udvikledes siden slutningen af 1700-tallet. De træk, der karakteriserer det absurde teater, kan man også finde før 1950’erne.

August Strindbergs drama Et drømmespil fra 1901, og hans dybdepsykologiske stykke Kreditorer fra 1888 kunne meget vel betegnes som absurde dramaer. Et drømmespil har i den grad drømmens karakter, og bryder med tidens, stedets og handlingens enhed.

Pointen i stykket er åbenlys: Forestillingen om lykke er en illusion. I Kreditorer har den dæmoniske kvinde i den grad formået at suge kraften ud af sin mand, så han er blevet lam og til sidst dør. Her er vi nede i en dybdepsykologisk forståelse af forholdet mellem mand og kvinde.

Tilbage i antikkens græske tragedier, finder man den samme grumme og desillusionerede opfattelse af livet. Grækerne mente, at livet er tragisk. Vi skal alle dø, og derfor er livet fuldt af eksistentiel smerte. I Aristoteles’ tolkning skulle dramaet rense tilskueren gennem rædsel og medynk.

Ved at se uhyrlighederne på scenen, skulle tilskueren indse, at den tragiske helt lige så godt kunne være ham selv. Tilskueren skulle se virkeligheden i øjnene og forstå, at han ikke var alene. Samme beskæftigelse med de dybeste og dystre forhold i menneskelivet finder man netop hos de absurde dramatikere. Det absurde drama står i gæld til antikkens dramatikere. 

Den litterære absurdisme i prosaen

Herhjemme slog absurdismen også igennem i prosaen i 1950’erne og 60’erne. Peter Seebergs ikoniske novelle Patienten et oplagt eksempel. Den stakkels patient lider af den sjældne sygdom ”almindeligt bortfald”. Han bliver udsat for en række transplantationer.

Da han har fået skiftet alt ud, herunder hovedet, begynder han at tvivle på, hvem han er. ”Kan du kende mig?” spørger han sin kone. Og da hun bekræfter grædende, svarer han hende: ”Så lad det være mig.” Andre danske eksempler på absurd prosa er Villy Sørens Sære historier og fra i dag Caspar Colling Nielsens Mount København.

Men også i prosaen er der eksempler på noget, der kunne kaldes absurde historier, længe før. Tilbage i 1800-tallet er der E.T.A. Hoffmans Djævelens eleksir og Dostojevksijs Dobbeltgængeren. Begge er dobbeltgængerhistorier, hvor skyggen (det fortrængte) lever sit formastelige liv løsrevet fra personen selv.

Man kunne også nævne Robert Louis Stevensons berømte Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde.  Mennesket har tydeligvis ikke styr på sig selv, og det fortrængte er en evig trussel. E.T.A. Hoffman påvirkede H.C. Andersen.

Hans eventyr Kejserens nye klæder og Skyggen har de samme træk, som absurdismen. I Henrich von Kleists historie Michael Kohlhaas søger hovedkarakteren sin ret så radikalt, at han ender på skafottet. Men han er tilfreds, for han har fået sin ret!

I Christian Winthers novelle Skriftestolen er man vidne til samme dybdepsykologiske besættelse. En mand, der har forhindredt sin kones utroskab, opfører sig udadtil forbilledligt over for hende, men inden for hjemmets fire vægge straffer han hende ved aldrig at besøger hende i sengen.

Det er netop det, der foregår på det ubevidste, dybdepsykologiske plan absurdismen kredser om. 

Forskellige litterære traditioner, hvor det absurde dominerer

Ethvert lands litterære tradition bærer præg af det samfund, den er opstået i. Det er ikke så underligt, at den danske litterære tradition er domineret af realismen. Det danske samfund er jo velordnet og rigt.

I samfund med mere turbulente forhold og undertrykkende regimer fylder den fantastiske og absurde tradition mere. Verden er mere mærkelig, eller det er farligere at udtrykke sig. Det er tydeligt i de to traditioner, jeg her vil nævne. 

Den fantastiske tradition i Rusland

I Rusland har der stort set aldrig været demokrati. Både under zarregimet og i Sovjettiden under kommunismen blev litteraturen det eneste område, hvor kritik var mulig. Kritikken skulle være underforstået. Og dermed var fristelsen til at bruge den fantastiske og humoristiske tradition stor.

Nikolaj Gogol gjorde sig i novellen Næsen lystig over zartidens stive og snobbede embedsmandsvælde. Kollegieassesor Kovalef vågner en morgen og mangler sin næse. Det viser sig, at næsen, som en anden dobbeltgænger, fører sig frem som fin herre.

I Stalintiden skrev Mikhail Bulgakov fantastiske romaner, som kritiserede Sovjetsamfundet. Naturligvis kunne de ikke udgives, men læstes i snævre kredse. I romanen Mesteren og Margarita holder Satan hof i Moskva. Og mange mærkelige ting sker.

I En hunds hjerte, opereres en hund om til en rigtig proletar. Han opfører sig (selvfølgelig!) frygteligt og må skyndsomt opereres tilbage igen. I Skæbnesvangre æg, udstilles al politiks uansvarlige tåbelighed.

En forsker har fundet en metode til at fremme ægs vækst. Mod forskerens protester overtager politikerne opfindelsen og sætter den i produktion. Og alt går grueligt galt. 

Russisk fantastisk tradition i dag

I dag producerer den russiske kultur stadig absurde prosaister. I ukrainske Andrey Kurkofs Døden og en pingvin ironiseres over den brutale virkelighed efter Sovjetunionens fald. Den zoologiske have i Kief har ikke råd til at fodre dyrene og de bliver outsourcet.

Hovedpersonen tager en deprimeret pingvin til sig, som han installerer i sit badekar. I øvrigt lever han af bestillingsarbejder. Han skriver nekrologer af personer, der endnu ikke er døde.

Nekrologerne har det på uhyggelig vis med at gå ret hurtigt i opfyldelse. Det er en blodig satire over håbløsheden og kriminaliteten efter kommunismens fald.

I den russiske Vladimir Sorokins En opritjniks dag befinder vi os i Rusland i 2027. Bogen er en dystopi over udviklingen i Rusland. Den er skrevet i 2006 og rammer utroligt tæt på, hvad der i dag foregår i Putins kleptokratiske og korrupte Rusland med mord på politiske afvigere. Som en selvfølge bor Sorokin ikke længere i Rusland. 

Den østeuropæiske absurdisme

Polsk absurdisme

De østeuropæiske lande, der var en del af sovjetblokken under den kolde krig, udviklede ligeledes en politisk kritik, der gjorde brug af absurdismens underfundighed.

I Polen skrev Slawomir Mrozek flere grotesk, absurde teaterstykker. I I rum sø, befinder tre mand sig på en tømmerflåde og provianten er sluppet op. Spørgsmålet er nu, hvem skal spises? Der går proces i den. Skal det være den retfærdige eller demokratiske beslutning, eller måske en beslutning, der genopretter den sociale balance?

Der bliver manipuleret heftigt, og man nærmer sig ubønhørligt sagens kerne. Den fede og den halvfede beslutter, at den magre skal spises uanset hvad? Det er den rå magts tale. Da den magre er blevet overbevist om, at han er fortabt, beslutter han sig som en god kammerat til at ofre sig for fællesskabet. Man kan lige så godt idealisere, hvad man alligevel får påtvunget.

I Slawomir Mrozeks teaterstykke Peter Ohays martyrium er det systemets italesatte vildfarelser, der trumfer den iagttagelige virkelighed.

Småborgeren Peter Ohays får besøg af en embedsmand, som er blevet ”bemyndiget til” at gøre ham opmærksom på, at der i hans badeværelse ”har slået sig en frygtelig menneskeædende tiger ned.” Det er ”forbundet med den største livsfare at gå derind,” får han at vide.

Peter Ohays fredelige hjem bliver nu centrum for en voldsom opmærksomhed. Og da det til sidst er umuligt at dokumentere den italesatte tiger, må Peter Ohays lade sig skyde i sit badeværelse som tiger. Systemet kan selvfølgelig ikke indrømme sine vildfarelser. 

Tjekkisk absurdisme

I Cirkulæret af Waslaw Habel bliver et kontor udsat for forandringsledelse for fuld udblæsning. Nogle har fået den fikse ide, at det vil gøre de administrative procedurer mere præcise, hvis kommunikationen foregår på et nyskabt kunstsprog, tydepe.

De ansatte kommer på sprogkursus, og det glade vanvid spreder sig, indtil det endelig sammenbrud. Efterfølgende erkendes det, at tydepe var en misforståelse, der grundet sin vanskelighed umuliggjorde de administrative procedure.

Man vælger at genindføre det ”elskede modersmål” blot for at opdage, at et nyt kunstsprog er ved at blive indført ad bagvejen. Systemets bindegale administrative reformer lever deres eget liv og lader sig ikke stoppe af almindelige mennesker. 

Den sydamerikanske fantastisk tradition

I Sydamerika udvikledes en helt anden absurd tradition. Den koncentrerer sig mere om dybe eksistentielle problemer. Jorge Luis Borges er nærmest et nationalt klenodie i Argentina. Hans novelle Biblioteket i Babel har fået en nærmest ikonisk status.

Jeg tror, at det er en af de noveller, som ikke kan forstås, men som man alligevel ikke kan komme fri af. Novellens begyndelse taler for sig selv: ”Universet (som andre kalder Biblioteket) består af et ubestemt, og måske uendeligt, antal sekskantede gallerier med enorme ventilationsskakter i midten, omgivet af meget lave gelændere.

Fra hver af disse sekskanter ses: i én uendelighed, etagerne nedenfor og etagerne ovenfor.” Vi mennesker er i virkeligheden bibliotekarer.

Julio Cortázars novelle Axolotl har opnået samme ikoniske status. Den begynder sådan: ”En tid var jeg meget optaget af axolotler. Jeg besøgte akvariet i Jardin des Plantes for at se dem, og jeg stod og betragtede dem i timevis, iagttog deres ubevægelighed, deres mørke bevægelser.

Nu er jeg en axolotl.” Historien er fortalt tilbageskuende og handler om, hvordan jeg-fortælleren langsomt ved den konstante iagttagelse bliver forvandlet til en axolotl. Til sidst omtales iagttageren set fra axolotlens synspunkt som han og ham.

Der findes naturligvis absurdisme andre steder, men de nævnte er i hvert tilfælde nogle af de markante eksempler. 

Om absurdisme som genrebetegnelse

Kært barn har mange navne. Begrebet absurdisme er ikke en betegnelse, som står helt klart og veldefineret. Flere begreber dækker over det samme og bliver ofte brugt i flæng. Mange absurde historier kan lige så vel kaldes surrealistiske historier.

Det centrale i surrealismen er sammenblandingen af drøm og virkelighed, og det finder jo også sted i absurdismen. Blandt andre begreber, der bruges, kan nævnes fantastiske historier, magisk realisme, sære historier og grotesker.

Begreberne er forskellige, men flyder ind over hinanden. Derfor er det ikke mærkeligt, at de ikke bliver brugt konsekvent. Dertil kommer, at forfatterne ikke altid kan lide, at deres historier reduceres til at være udtryk for en genre. 

Tilfældet Fernando Arrabal

Et eksempel på denne genremodstand er den spanske dramatiker Fernando Arrabal. Han nægtede hårdnakket, at han skulle tilhøre en genre, som blev kaldt det absurde teater. Denne benægtelse er nok ikke helt ualmindelig for forfattere. Deres værker kommer jo indefra, fra en indre nødvendighed.

Selvfølgelig påvirker forfattere hinanden. Men mange lighedspunkter skyldes givetvis også tidstypiske udtryk for det kollektive ubevidste. Det er herfra forfatterne uafvidende henter deres inspiration.

Som Kafka formulerede det, så er skriveprocessen dybest set en form for bøn. Dermed er den underlagt kræfter, der ligger uden for vores kontrol. Men vi læsere har brug for begreber i vores jagt efter bøger, der kan udfordre os.

Derfor mener jeg alligevel, at begrebet litterær absurdisme giver mening. Og begrebet bliver faktisk brugt, når man skal karakterisere bøger. 

Vil du købe novellesamlinger og læse/opleve litterær absurdisme?

Du kan læse mere om mine udgivelser her: Køb bøger